tirsdag den 30. november 2010

Pepparkakor - svenske julesmåkager

Det er ingen hemmelighed, at jeg er lidt skabssvensker og facineret af vores naboers mad, natur og charmerende stil. Pepparkakor er noget jeg husker fra mine mange ferier hos min bedstefars søstre, der begge har været bosat i Sverige i mange år. Og derfor blev de også en del af årets julekagekagebage-projekt for dejen er supergod til at lave julefigurer med udstiksforme.... vi kastede os ud i denne dobbeltportion, men er du en utålmodig sjæl som jeg, så halver evt. portionen da det kan være tidskrævende at lave de mange figurer med udstiksformene.

Du skal bruge:2 dl mørk sirup
2 dl rørsukker
3 tsk stødt kanel
3 tsk Fairtrade-ingefær
2 tsk stødte nelliker
2 spsk bagepulver
200 g smør (jep, den er god nok!)
2 æg
800 g sigtet speltmel

Sådan gør du:Sukker, krydderier og sirup kommes i en gryde og koges op - det skal bare smelte, røres sammen og herefter tages gryden af varmen. Del smør i mindre stykker og kom det i en skål. Den varme blanding hældes over smørret og røres mens massen afkøler. Bland bagepulver og mel sammen. Når massen er afkølet blandes æg og det meste af melet i. Rør grundigt sammen og ælt det til sidst på bordet med hænderne til dejen er ensartet. Del op i mindre portioner og rul det ud så tyndt som muligt. Udstik med metalforme og sæt kagefigurerne på bagepapir på en bageplade. Bages ved 200 grader i en forvarmet ovn i max 10 min. Hold øje, for kagerne er færdige så snart de får en dejlig gylden farve og tiden kan afhænge af hvor god ovnen er. Afkøl dine svenske pepparkakor på en rist inden du gemmer dem i dine fine julekagedåser!

Trevlig jul...

3 kommentarer:

  1. Du er simpelthen for sej med alt det overskud. Jeg er helt udkørt bare ved tanken om alle de mad og bageprojekter :)

    SvarSlet
  2. Hurra! Det er perfekt! Jeg har lejet et fælleshus med min veninde på 67 i næste uge. Hun vil bage finskbrød og jødekager, og jeg vidste ikke helt hvad jeg ville bage. Det ved jeg nu! Tusind tak for den opskrift! Jeg har iøvrigt de sejeste forme jeg kan bruge til, jaaaahhh hvor blir det sjovt!

    SvarSlet
  3. @ Linda, jeg har stakkevis af gode opskrifter og elsker at lave mad. Det er bare først nu jeg kommer i tanke om, at opskrifterne måske være inspiration til andre ;)

    @ Anja, hvor lyder det hyggeligt! Jeg havde også en julebagekage-dag med min veninde. Og jeg tror jeg poster den sidste julekageopskrift i dag: på brunkager.

    Ps. hvor er du heldig at du har en veninde på 67! Det er næsten som en bonus-bedste =)

    SvarSlet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...