fredag den 5. november 2010

Kartofler, laks og dild i fad a la Ernst

Jeg ved det godt! Det er ikke sommer - men jeg fik alligevel lyst til at lave denne favoritret. I sommers var jeg nemlig i Stockholm hvor jeg blev inspireret af et svenske TVprogram "Sommar med Ernst", hvor en handy-metroseksuel-indretnings-mad-mand renoverede en svensk skovhytte så den blev toptunet. Og afslutningsvis skal sådan en hytte jo invies med en fancy fest. En af retterne til denne var noget a la denne kartoffel-lakse-ret i ovnen, der bare smager helt fantastisk. Her kommer min verison, som klart kan anbefales som weekendmad - også selvom det langt fra er "sommar":

Du skal bruge:


700 g kartofler snittet fint på mandolinjern
300 g graved laks i skiver
2 1/2 dl mælk
5 æg
1 håndfuld friskhakket dild
Salt
Peber
Lidt muskatnød

Sådan gør du:


Snit først kartoflerne fint - f.eks. på et mandolinjern. Kom skiftevis et lag kartoffelskiver og laks i et ildfast fad. Pisk æg, mælk og krydderier sammen og tilsæt de frisk hakkede dild. Gem evt. lidt dild til pynt, når du skal servere. Hæld æggemassen over kartoflerne og laks i fadet. Med en ske kan du mase kartoflerne lidt sammen så de bliver dækket af æggemassen. Bages i 60 min. i en forvarmet ovn ved 200 grader. Serveres som tilbehør til en grøn salat. eller en tomatsalat (husk prikken over iét: balsamico glaze). Velbekomme!

2 kommentarer:

  1. Jeg kan skrive under på at retten smager fantastisk. Tak Nabo

    SvarSlet
  2. Det var godt kære Nabo med smølfe-fødder.

    I aften skal vi have indisk curry med kartofler og røde linser.... mums!

    SvarSlet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...