lørdag den 21. maj 2011

Nordisk salat med perlespelt, radiser og rejer

Prøv en nordisk inspireret salat, der både ser fantastisk ud og som samtidig smager himmelsk og forårsagtigt. Danske tomater og radiser er dejlige og smagsfyldte lige nu. Og så er perlespelt bare en skøn variation som fyld i salater i stedet for pasta eller ris. Perlespelt skal kun koge 15-20 min og kan både nydes kold eller varm. Salaten her er både god som frokost til 1-2 personer, men kan også anbefales som tilbehør f.eks. til grillmaden. Jeg hapsede lige en halv portion til frokost og blev dejlig mæt!

Du skal bruge:
1 dl perlespelt (kog efter anvisning på posen og afkøl)
1 håndfuld rejer
3 radiser i skiver eller strimler
1/2 avocado i både
1 tomat i tern
Citronsaft, frisk
Salt, peber

Dressing:
1 spsk hvidvinseddike
1 spsk olivenolie
1 spsk friskpresset citronsaft
1 nip honning
Salt, peber

Sådan gør du:
Kog perlespelten efter anvisning på posen og afkøl. Rengør og snit alle grønsager. Pres frisk citron udover rejerne. Mix alle ingredienserne til dressingen og smag til med salt og peber. Kom dressingen ud over den afkølede perlespelt og bland det godt sammen. Anret spelten på et fad eller i en skål. Kom tomat, radiser, avocado og rejer ovenpå. Pift op med lidt salt og friskkværnet peber inden servering. Nyd med et godt stykke brød eller som tilbehør til kød. Velbekomme!

4 kommentarer:

  1. Laber salat - er vild med perlespelt :-)

    Hvad er det for nogle rejer du bruger? Jeg syntes det er svært at finde gode kvalitetsrejer.

    SvarSlet
  2. Det har du ret i, Malou! Jeg har her brugt store grønlandske rejer fra Royal Greenland. Men i dag skal jeg rundt i byen for at se om jeg kan finde nogle gode fjordrejer eller andre pil-selv rejer, der ikke er fra frost.

    SvarSlet
  3. UHmm, perlespelt i salat er bare så godt - og rejer er altid et hit, i hvert fald her i huset :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  4. Dette så utrolig godt ut! Takk for tips...Har ikke hørt om perlespelt før, finnes det i Norge også mon tro? Dette må undersøkes :)

    SvarSlet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...