søndag den 31. juli 2011

DIY bland din egen karry


Her på bloggen har jeg de sidste søndage skrevet om et krydderi de fleste ikke kender. Lang peber! Jeg håber det har været til inspiration, men jeg er også helt klar over at de fleste ikke har dette krydderi tilgængeligt og det derfor måske er lidt svært at forholde sig til:-) Derfor vil jeg denne gang skrive om et krydderi de fleste har et forhold til. Karry! Karry er, som de fleste ved, ikke et enkelt krydderi, men en blanding af forskellige krydderier. Man kan selvfølgelig købe det færdigt i mange smagsvarianter og kvaliteter.

Karry er ikke bare karry!!! 
De fleste danskere har en helt speciel smagspræference for karry. Madras karry. Den bedste kvalitet er den originale "Madras curry powder" fra M M Poonjiajis. Det er en kompleks og virkelig god udgave lavet på 11 forskellige krydderier. Til sammenligning består Santa Marias udgave af 7. De helt billige udgaver endnu mindre.

DIY Bland din egen karry
Men et er at købe en færdig karry! Det er jo meget sjovere at lave den selv. Og det er ikke svært :-) Det eneste det kræver, er nogle krydderier og lysten til at eksperimentere. Du behøver ikke at købe hele krydderier, riste og formale dem i en stenmorter med sveden springende fra panden!! Det er først i level 2 det bliver nødvendigt....Bare start med at købe alt som du kan få som pulver. Nogle krydderier er dog svære at skaffe som pulver. De er nemmest at male i en billig kaffemølle.

Fundamentet i en karry er: 

Gurkemeje
Bukkehornsfrø
Korianderfrø
Spidskommen 
Chili

Forholdet er jo din hemmelige opskrift, men der skal helt klart mest i af de fire første krydderier. Chili giver styrken og med mindre du vil have en virkelig stærk karry, skal der ikke så meget af den i. Du kan bruge almindelig stødt chili eller cayenne peber. Oven i fundamentet kan du tilsætte alle mulige spændende krydderier.

De mest almindelige i karry er:
Fennikel
Gule Sennepskorn
Laurbærblade
Hvidløgspulver
Sort peber
Kanel
Ingefærpulver 
Kardemomme
Nelliker 

Vil du give din karry et spændende twist kan du også prøve at tilsætte nogle af følgende krydderier:

Allehånde
Stjerneanis
Muskatblomme
Lang peber
Rosa peber
Lakridsrod
Citrongræs pulver
Rosenknopper 
Paprika

Et sidste touch kan være at tilsætte små hele frø som:

Nigella frø
Anis frø
Dild frø
Selleri frø

Eller tørrede krydderurter som:

Timian
Løvstikke
Rosmarin
Salvie

Når du så har lavet din helt egen karry har du noget i dit køkken som ingen andre har! Din hemmelige ingrediens. Men det kan også være en super cool værtindegave. Gør lidt ud af det... Et lækkert glas og din egen etikette med et personligt navn.


Hvad synes du er en god karry - og har du mod på at lave din egen?

Hilsen Alex

2 kommentarer:

  1. Jeg synes det er så inspirerende, at kunne blande sin egen karry! Har jeg aldrig tænkt over før. Hvis man ikke har en kaffemølle, kan man så f.eks. blande og knuse det hele i en morter?

    SvarSlet
  2. Det kan man sagtens, det kræver bare lidt "knofedt" ;-)
    Mange mener faktisk at det er det eneste rigtige. Efter min opfattelse nok mest noget nostalgisk med at sådan gjorde man oprindeligt. Udviklingen af varme i kaffemøllen kan "teoretisk set" få nogle af de aromaholdige olier til at fordampe og dermed mindske smagen. Meeen det er nok de færreste som reelt kan smage forskel...

    SvarSlet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...