søndag den 10. juli 2011

Spicy Sunday: Lang peber

Velkommen til Spicy Sunday! Jeg glæder mig meget til at tage jer med ind i krydderiernes verden. Og hvad mere oplagt end at starte med historien om lang peber - den glemte konge! I de senere år, er de innovative restauranter, madmagasiner og kogebøger begyndt at få øjnene op for denne specielle peber. Historisk set er lang peber dog på ingen måde ukendt. Oprindeligt det mest udbredte peber i verden – også i Europa. De i dag almindelige sorte peberkorn kom først til senere. Det blev dog chilien fra syd og mellem Amerika som udkonkurrerede lang peber - chili var nemlig både billigere og kunne gro uden problemer i Europa. Rent visuelt, er lang peber et fantastisk tiltalende krydderi. Udseendet minder meget om en hasselranke. Mange af de krydderier, som i dag kaldes peber er faktisk ikke botanisk familie med sort peber. F.eks. rosa peber, paradis peber eller szechuan peber. Men det er lang peber tilgengæld. Man kunne godt sige, at lang peber er peberets minimajs - den består af en stok/stængel hvorpå der sidder små korn mege tæt sammen. På samme måde har den mere kendte, almindelige peber en stængel hvor peberkornene hænger i klaser. Når man åbner låget på en dåse langpeber for første gang, bliver man mødt af et sandt fyrværkeri af spændende duftsindtryk. Smagsmæssigt er lang peber langt mere kompleks end almindeligt sort peber. Den smager af peber, men har også noter af muskatnød, kardemomme og kanel. Den har en dejlig sødme og en kølende effekt i munden. Den har en lidt højere mængde piperin end almindelig sort peber og er derfor lidt stærkere i styrke.

Har du smagt lang peber? Hvilken peber bruger du normalt i dit køkken?

Følg med næste søndag, hvor jeg vil fortælle lidt mere om hvad du kan bruge lang peber til og hvordan. Stil endelig spørgsmål her på bloggen hvis der er noget du gerne vil vide mere om!

Spicy hilsen,
Alex
 


5 kommentarer:

  1. Hej Alex;
    Jeg vil gerne starte med at fortælle om mit forhold til peber - jeg elsker det! jeg bruger oftest alm. sorte peber korn fra peberkværn i alt madlavning. Jeg kan godt lide peberets stærke smag f.eks. på kød, men også i dressinger sammen med eddike. Og så synes jeg peber smager fantastisk sammen med citron eller jordbær. Er der mon bestemte smagsnuancer eller råvarer, som er bedre venner med lang peber end andre ingredienser?

    Og TAK for dit første bidrag til bloggen!

    KH Marian

    SvarSlet
  2. Selv tak for at jeg må anvende din blog:)

    Helt enig i forhold til alm. sort peber. Her findes også et kæmpe udvalg af forskellige kvaliteter, sorter og oprindelseslande. Det bedste sorte peber som er nemmest tilgængeligt er Tellicherry. Dem fører Dansk Supermarked i deres princip serie. Hvis man virkelig vil nørde sælger firmaet Mill & Mortar også nogle virkeligt spændende varianter. http://shop.millmortar.com/group.asp?group=2

    I forhold til lang peber synes jeg at den passer utroligt godt til mange typer råvarer. Det er rigtigt set, at den går godt til jordbær, men også solbær fungerer den godt sammen med. Prøv. f.eks. en solbærkompot tilsmagt med til stødt lang peber - serveret med en god vanilje is og revet mørk chokolade :) På søndag vil jeg fortælle mere om hvordan lang peber kan anvendes.

    SvarSlet
  3. Uhmn den lyder faktisk godt med solbær-desserten! Tænk, at peber kan være godt til dessert!!!

    For kort tid siden blev jeg 30 - så jeg har faktisk hele krydderiskabet FYLDT med div. forskellige peberarter. Blandt andet også en grøn peber som hele korn. Ved du mon hvad den er godt til? Den dufter meget mere krydret end den sorte version.!

    SvarSlet
  4. Peber i desserter skal selvfølgelig doseres med lidt følelse, men det kan fungere rigtigt godt og give det lille uventede twist som overrasker folk.

    Grønne peberkorn har fine noter af urter. Det er fordi det er de umodne peberkorn som bliver frysetørret. Hvis de altså ikke ligger i lage.
    Grønne peberkorn er typisk mere milde en sort og hvid peber. De fungerer godt med lyse kødtyper, fisk og grøntsager.
    Ovn-Grillet laks f.eks. Hvor du tager frisk dild og knust grøn peber og rører op i smør. Dette kryddersmør smøres på laksestykket og den grilles i ovnen. Den kunne selvfølgelig serveres sammen med din Grønne salat med friske jordbær, balsamico og ost :)

    SvarSlet
  5. Alex, du er virkelig kong krydderi! Hvor er det fedt, at du ved så meget om de forskellige pebersorter.... Uhmn hvor det bare lyder lækkert med grillet laks og kryddersmør. Måske man skal krydse for grillvejr i weekenden så jeg kan teste det fif også - og så med solbærdesserten med lang peber efterfølgende! Ahhh rarhed!

    jeg glæder mig til flere af dine eksperttips på søndag når det bliver Spicy Sunday igen! Tak for dine fantastiske svar! Det er nu så hyggeligt med en gæsteblogger....


    Glæder mig allerede

    SvarSlet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...