tirsdag den 9. august 2011

HURTIGT BRØD: Nemme, hjemmebagte flütes


Jeg elsker at bage alt brød selv, men det skal helst ikke være alt for besværligt. Når der pludselig kommer flere gæster end ventet eller hvis vi skal have rester til aftensmad, så klasker jeg gerne en nem dej sammen til flutes - nybagt brød kan redde et hvert måltid! Melet kan du variere efter hvad du har i skabene, men husk at bruge mindre hvis du vælger en fuldkornsmel.

Du skal bruge:
(Til 2 flutes)
25 g gær
2 dl lunkent vand
1 tsk salt
150 g durumhvedemel
150 g sigtet speltmel

Sådan gør du:
Rør gær ud i lunket vand. Tilsæt mel og salt. Ælt det hele godt sammen eller rør det med din KitchenAid. Når den er jævn og fin sættes dejen til hævning under et viskestykke i ca. 30 min. Ælt dejen igen og del i 2 kugler. Rul hver kugle til en lang pølse i bagepladens længde. Efterhæv i 10-15 min. Rids flutene med et snit i hele længden og pensel med vand. Bages i en forvarmet ovn i 20-25 min. ved 225 grader. Pensel gerne med vand et par gang til under bagningen. Nydes lune med smør eller hjemmelavet pesto på. God som tilbehør til supper, salater eller div. varme retter. Velbekomme!

7 kommentarer:

  1. Det er derfor, jeg skal have en Kitchen Aid - eller bare en røremaskine i det hele taget - så jeg kan tage mig sammen til at bage noget mere.

    SvarSlet
  2. KitchenAid er ærlig talt også en fantastisk investering. Vi bruger den nærmest dagligt. Den er god til brødæltning, men også fantastisk til pastadej, fars, kager, udrulning af lasagneplader, piskning af alt... en god investering! Især hvis du gerne selv vil bagebrød...

    SvarSlet
  3. Bare jeg kunne leve af brød!

    SvarSlet
  4. Hej Marian
    Jeg har lige fået en KitchenAid, er vildt lykkelig :-)
    Et lille teknisk spørgsmål til brugen af den:
    Vil det sige man slipper for at ælte på bordet? Eller hvordan?
    Mvh
    Karina

    SvarSlet
  5. Det er også noget for mig :-) Tillykke med dine nye barstole fra GUBI, de er total fede og lige dig :-) Jeg er så ked af at jeg er så fraværende herinde i blogland, du er tit i mine tanker Marian!

    SvarSlet
  6. @ Pernille, jeg er også stor brødfan!
    @ Karina, jeg ælter aldrig på bordet. Jeg rører først i lang tid på 1-2 kun - til dejen bliver fast. Efter hævning ælter jeg det kort varigt i røremaskinen igen. Så nej, jeg bruger aldrig bordet længere.... Tillykke med nyerhvervelsen!
    @ Maria, Tak! Jeg kan sagtens forstå du har så travlt med alle dine bolig-gøremål! Du er bestemt også i mine tanker... dejligt, at du klikker forbi en gang imellem midt i dit travle boligliv ;)

    SvarSlet
  7. Hej,
    Er det en Artisan du har? Jeg har haft en Kenwood men den larmede helt afsindigt, kan man føre en samtale mens Kitchenaid køre? Ville den kunne tage en dobbelt portion af dine flutes?

    Didde

    SvarSlet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...