tirsdag den 23. oktober 2012

Hej, jeg hedder Marian

For ikke så længe siden spurgte jeg: Hvad vil du vide? Det gav en håndfuld konkrete spørgsmål og gode indspark til hvad I vil læse/se. Men vil starte med at svare på jeres sjove og dejlige spørgsmål:

Får du kørt motorcykel efter du fik kørekort?
Jeg har desværre ikke kørt siden jeg bestod sidste år i november. Men turen hjem fra køreprøve var fantastisk: efterårssol, åben hjelm, stort smil og høje jubiiråb. Planen er, at jeg næste år skal investere i en MC.

Hvad gør dig glad?
Alt, der har med mad at gøre: madfotos, madlavning, opskrifter, spiseoplevelser, sensorik, produktudvikling, råvarer, sæson, økologi, etc. Mad er livsnødvendigt brændstof til kroppen, men samtidig er mad socialt, en oplevelse, sanseligt, smuk og uimodståeligt - og verdensbedste samtaleemne! Jeg elsker også at tage fotos, gå tur i skoven, grine med veninder, rejse, læse, høre musik og blogge. Og naturligvis gør M mig også både lykkelig og glad. Mad og madkommunikation er det jeg virkelig brænder for!

Hvordan er det at bo i et andet land?
Det er udfordrende på godt og ondt. Før Sverige har jeg boet 3 år i Australien og 9 mdr i Spanien: Hver gang har jeg elsket de mange nye oplevelser der følger med fordi det er anderledes, spændende, sjovt og giver minder for livet. Men samtlige gange har også været hårdt med de mange udfordringer, som følger med mht. job, bolig, sprog, omgangskreds, afsavn, distance til familie og venner og det med, at det er rigtigt svært at få orden på alle de praktiske ting. F.eks. har det næsten taget 6 mdr for os at finde et ordenligt sted at bo, at få styr på forsikringer, bil, skat, pension, etc. Den del af at være udenlandsdansker kunne jeg godt være uden. 

Hvad laver du på jobbet?
Siden juni i år har jeg arbejdet som Brand Manager for TexMex hos Santa Maria, men de sidste 5 år inden var jeg Marketing Projekt Manager hos Urtekram. Mit hjerte banker stadig allermest for økologien! Som Brand Manager er min hverdag meget hektisk og alsidig. Jeg laver alt fra at læse korrektur på emballager til at diskutere brand- og kommunikationsstrategi med marketingcheferne på 7 forskellige eksportmarkeder i hele Europa. Jeg er også projektleder på rigtigt mange produktudviklingsprojekter, der kræver en masse tid og energi. Jeg har ansvaret for Tortillas, Spice Mixes og Jalapenos. Er vildt inspireret af TexMex køkkenet og elsker selv mexicanskinspireret mad! Hverdagen er travlt, jeg jonglerer med svensk, engelsk og dansk i løbet af min dag, så jeg er ret sprogforvirret lige pt.

Hvad er din livret?
MAD, men hvis jeg bare skulle spise een ting resten af livet må jeg altså sige pandekager! Jeg elsker pandekager i alle afskygninger hvorfor du også finder en masse forskellige pandekageopskrifter her på bloggen. 

Hvad for noget musik lytter du til?
Mest dødsmetal! Det har ligesom altid bare været MIT musik fra jeg fik min først LP med Iron Maidens Killers til i dag hvor jeg foretrækker at tage til koncerter med bands som Bloodbath, Dying Fetus, Dawn of Demise, Pantera, Gojira, Tool, etc. MEN jeg elsker også feel good musik som Sia, Florence and the Machine, José Gonzarles eller Johnny Cash, Leonard Cohen og PJ Harvey. Jeg elsker sågar klassisk musik, opera og lounge. Hver ting til sin tid alt efter humør og situation - men jeg bryder mig slet ikke om techno, trance eller mainstream popmusik (det meste de spiller i radioen eller som er på hitlisten).

Hvorfor flyttede du til Sverige?
Helt ærligt så var det mest fordi M trængte til nye udfordringer og fordi han ikke har boet i udlandet før. Så da han fik mulighed for at arbejde som gæstetatovør og derfor foreslog, at vi skulle flytte til Göteborg tænkte jeg ret hurtigt: "ja hvorfor ikke. Mon ikke Göteborg er sjovere end Holstebro!?". Derudover har jeg altid været tiltrukket af Sverige og har tilbragt mange barndomsferier hos min bedstefars søskende i Kristianstad. At bo i Sverige f.eks. fremfor Australien er også lettere i forhold til at få set familie og venner, da det er tæt på Danmark og ikke er verdensdyreste rejse. 

Hvordan har du mødt din mand?
M er manden i mit liv, men vi er ikke gift :) Vi mødte hinanden gennem min veninde, der også er tatovør som M, men bare i en butik i Aalborg. Jeg indrømmer gerne, at jeg LÆNGE (altså i næsten 6 mdr) tænkte, at han da slet ikke var noget for mig sådan som han så ud/er - sådan en med tatoveringer overalt, selv på halsen, og som kører på motorcykel. Men han gav ikke op og tilsidst blev vi kærester. Nu fatter jeg slet ikke hvorfor jeg var så skeptisk: jeg er jo ikke selv særligt konservativ eller traditionel. Nu er jeg er fuldstændig pjattet med at dele bolig og hverdag med en så kreativ, intuitiv og kærlig mand, der kan fikse alt, er brølstærk og samtidig gør 100% hvad han brænder for i sit liv uden at gå på kompromis med sig selv eller tænke på hvad andre mener. Jeg er fuld af beundring - og derfor kan jeg også godt leve med, at han nægter at gå i andet end cowboystøvler :) 

Så hej derude: jeg hedder Marian, jeg elsker mad, dødsmetal, madlavning, tattoos, fotografering, madkommunikation, kaffe, grinerier og at rejse. Hvem er du?

17 kommentarer:

  1. Hej Marian, det var dejligt at læse så meget om hvem du er:)
    Lige nu er jeg bare en træt kvinde, der sidder og hænger foran sin pc, spiser lidt knækbrød og drikke en kop kaffe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Men du er en meget filosofisk kvinde med gode tanker, som hverdagsinspirerer mig! TAK for det....

      Slet
  2. Haha, sikke nogle skønne svar! :) Godt koncept, det der spørgerunde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Emma. Og tak for at inspirere til spørgeleg.....

      Slet
  3. Du glemte at skrive at du også er verdens bedste kollega. Lige den slags alle ville lede efter på kollega-dating! We miss you, babyface :) KH, Sanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhhh min alleryndlingskollega: TAK Sanne. Jeg savner sørme også jer. Hver eeeeneste dag!
      KNUS Babyface

      Slet
  4. Dejligt at lære lidt mere om dig. Og Holstebro skal man ikke kimse ad ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Malene - du har ret - man må virkelig ikke kimse af provinslivet, der har sin egen charme!

      Slet
  5. Jeg er altså en smule fan af dig, bare så du ved det.

    Mig ved du jo godt hvem er, jeg er jo hende der altid stiller irriterende vegetar spørgsmål når du madblogger!

    SvarSlet
    Svar
    1. jeg er også FAN af dig RollerGirl! Og tak - er helt glad for jeg har mødt en rullende, lyserød vegetarisk blogger. Hurra for blogland!

      Slet
  6. Svar
    1. TAK Anne. Og hvordan mon maven og du går og har det?! Ihhh det er så spændende :9

      Slet
  7. Spændende svar. Et cool mix af egenskaber der gør dig unik. Forresten har vi været på kursus sammen i Aalborg for nogle år siden. I kommunikation til web tror jeg det hed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej hvor sjovt. Hvad hedder du? Det er vel en 4år siden det skrivekursus var eller?

      Slet
    2. Det er bare mig Rikke (grace-too) - jeg kom i tanke om det her for nylig. Jo det er vist omkring 4 år siden ... lidt sjovt :-)

      Slet
    3. hvor pudsigt! Men altså, skal du ikke snart blogge igen Rikke? Jeg savner nordjyske ord og billeder fra dig her i Blogland ;)

      Slet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...