torsdag den 2. maj 2013

Little Italy i Linné - italiensk lunch, espresso og skønne delikatesser på det hyggelige Lasagneria.

En fredag eftermiddag var det som om jeg var et smut i Rom mens jeg spiste frokost. Som om, jeg sad på en autentisk, lille italiensk espressobar. Du ved, den slags hvor det hele er ret underspillet, men hvor maden, kaffen og atmosfæren fortjener langt mere opmærksomhed fordi kvaliteten er i top. Sådan er italiensk mad ofte for mig: enkel mad af supergode råvarer og sammensat perfekt rent smagsmæssigt. Men underspillet fordi det ikke behøver se fancy eller smart ud (se f.eks.pastaretten ovenfor, der ikke syner af meget). Smagen og råvarerne taler jo for sig selv...(pastaretten var HIMMELSK)

Jeg var (desværre) ikke i Rom for at spise dagens lunch, men min kollega og jeg besøgte derimod "Little Italy" i Göteborg - nemlig Lasagneria i Linné. Udover dagens lunch og fantastisk espressokaffe, kan du købe  alverdens italienske delikatesser og lækkerier med hjem. Udvalget er stort og består udelukkende af RIGTIGE italienske specialiteter som parmaskinke, amaronesalami, Parmeggiano Reggiano ost, koldpressede økologiske olivenolier, pasta i alverdens former, Caffeen kaffe, mel, oliven, desserter og sågar italiensk sukker samt salt. Og der er ingen tvivl om at den unge italiener bag disken i den hvide skjorte med rødt slips og sort forklæde virkelig brænder for de gode råvarer, specialiteterne og maden samt kaffen, der sælges og serveres i Lasagneria. Du får virkelig gode historier med om hvor varen kommer fra, hvordan den smager og hvordan du anvender den for at få den bedste smagsoplevelse - altsammen fortalt på svensk med ægte, italiensk accent. Uanset om du smutter forbi til en hurtig espresso eller dagens lunch, så er Lasagneria helt klart et besøg værd.

Olivendalsgatan 14b
Linné, Göteborg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...