torsdag den 6. juni 2013

Laver du mad med børn? Få inspiration til børnevenlig madlavning.


Måske er det en urealistisk og lettere romantisk drøm jeg har - men hvis jeg skulle gå hen og få børn engang, så skal de dælme med i køkkenet. I realiteterne ved jeg nok godt, at det kan være lettere bøvlet når de små fingre skal deltage i madlavningen. Jeg forsøger dog altid at involvere mine nevøer i madlavningen når jeg besøger dem. F.eks. ved at lade dem snitte lidt grøntsager, gro karse eller røre i gryden. Vi snakker om livretter og madpakker. Min ældste nevø mente f.eks. at håndværkere lever af makrelmadder og at kylling i karry er en slags superhelte-ret (vist nok fordi han har set det på ramasjang). Jeg elsker disse madsamtaler  - og som Moster vil jeg så gerne påvirke deres madvaner og spiseoplevelser positivt. Derfor synes jeg også at Katrine Klinkens nyreviderede kogebog "Børnenes Køkken" er skønt inspiration til hvordan man kan gøre madlavningen lidt mere børnevenlig med pædagogiske nybegynderopskrifter og trin-for-trin instruktioner a la "sådan laver du..." Udover 300 lette opskrifter byder kogebogen på en masse relevant fakta omkring køkkengrej, grundsmagene og madvarer. Jeg har allerede udvalgt en håndfuld af opskrifterne som jeg vil teste sammen med mine nevøer når jeg kommer til Danmark igen.... Og så må vi jo bare håbe, at min begejstring smitter lidt af på dem. Mon ikke jeg kan lokke dem til at være med hvis vi laver en af kagerne? Jeg håber, at de har lyst til at hjælpe deres (mad)moster i køkkenet.

Laver du mon mad med børn?

Ps. Det er min yngste nevø, Bertram på billedet. Han rører i Superhelte-gryderetten aka kylling i karry, der naturligvis blev spist med største fornøjelse.... 

1 kommentar:

  1. Ja jeg laver mad med min datter. Hun har været med i køkkenet siden hun kunne stå på en lille skammel og kun lige se op til bordet. Det er rigtig hyggeligt, men til tider lidt besværligt. Men hyggen overskygger klart det :-) Der er efterhånden rigtig mange ting som hun kan hjælpe med og hun er kun 3 år...

    Vi får ofte leveret grønt øsv. fra Aarstiderne og skagenfood og de kasser er hun med til at tømme så hun har lyst til at smage på tingene...

    Går helt klart ind for børn i køkkenet :-D

    Kender ikke kogebogen du viser, men tror da jeg skal have kigget nærmere på den...

    SvarSlet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...