onsdag den 11. december 2013

VERDENSJUL #1: Finsk kålrotslåda. Kålrabi i fad med sirup, ingefær og hvid peber (comfort food)


Nu starter jeg med at dele de gode juleopskrifter fra forskellige verdenskøkkener. Den første er fra min svenske veninde og kollega Klara, der har en finsk mor. Den finske kålrotslåda er derfor altid på julebordet i Klaras familie. Her er det altså vaskeægte mormormad fra iskolde Finland og jeg kan love dig, at det er comfort food. Den smager dejligt julet a la brunkål. Den er tung, sødlig og mættende - og smager godt til juleskinke, letkogte rosenkål og sennep samt rødbeder. Prøv den finske kålrotslåda - eller kålrabi i fad med sirup, ingefær og hvid peber - f.eks. som et alternativ til flødekartoflerne på årets julebuffe. Det er ingen helsekost, men det er god, gedint vintermad som varmer og mætter på mormor-måden.

Du skal bruge:
1 kg kålrabi (kålroe/kålrødder)
2 dl rasp
4 dl fløde
1 dl mørk sirup
1 æg
1 1/2 tsk stødt ingefær
2-3 spsk smør
1-2 tsk salt
Hvidpeber

Sådan gør du:
Skræl kålrødderne og skær dem i mindre tern. Kog dem i letsaltet vand under låg til de er blevet møre. Bland imens rasp og fløden så raspen suger alt fløden til sig. Varm nu ovnen op til 175 grader. Når kålrødderne er mørkogte hælder du vandet fra - men gem det, da du skal anvende kogevandet senere. Mos de møre kåltern. Rør dem så sammen med rasp- og flødeblandingen, tilsæt sirup, ingefær, salt og hvid peber. Rør godt sammen. Pisk ægget og tilsæt det så i kålrods-moset. Tilsæt lidt af kogevandet ad gangen mens du rører yderligere til du har en blød konsistens. Kom derefter moset i et ovnfast fad, strø rasp over og lav evt. et "mønster" med en gaffel så du trykker raspen på plads. Kom et par smørklatteroven på - og bag så i 1 time i den opvarmede ovn ved 175 grader. Serveres varm, som tilbehør til kød, salat og andre julelækkerier. Velbekomme!

2 kommentarer:

  1. Det lyder bare som det lækreste tilbehør, yum!

    - Anne

    SvarSlet
  2. det vil jeg så gerne smage! har altid tænkt over, hvad man mon brugte det kålrabi til. det minder mig om, at jeg savner kålkællingerne i mit tv.

    SvarSlet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...