onsdag den 5. marts 2014

VEGETARISK AFTENSMAD: Lækre rødbedebøffer af pulp med kapers og krydderier (stop madspild)

Jeg er helt pjattet med rødbede - helst i powerjuicer med frisk ingefær og ananas eller som råkost i salat. Normalt smider jeg pulpresterne i brød, men nu blev jeg inspireret af Ann-Christines opskrift på madloggen Valdemar's Ro til at anvende rødbedepulpen til lækre vegetarbøffer. Resultatet blev smaddergodt og derfor deler jeg min version af opskriften her. Jeg panerede mine bøffer i lidt fuldkornsrasp og stegte dem på en blinispande, der hjalp med at holde formen på veggie-bøfferne. Det er virkelig en ægte, lækker stop madspild-opskrift, som du kan nyde f.eks. med spejlæg på toppen, til en grøn salat med gedeost til eller som fyld i en burgerbolle. Eller som en vegetarisk pariserbøf a la Valdemars Ro her.

Du skal bruge:
(ca 4-5 bøffer)
2-3 dl rødbedepulp eller alternativt revet rødbede
2 æg
1 dl glutenfri havregryn
1 dl rasp - evt. glutenfri
2 tsk dijonsennep
2 tsk kapers
1 fed fintrevet hvidløg
1 forårsløg i tynde strimler
Salt, peber (og gerne masser af Santa Marias Roasted Garlic & Pepper krydderi)
Olie til stegning

Sådan gør du:
Bland hele molevitten (ikke rasp) til du har en jævn rødbedefars. Den må ikke være for våd, så tilsæt mere havregryn hvis det er tilfældet. Varm en stegepande op med olie og paner bøfferne i rasp inden du steger dem i 5-10 min på hver side. Velbekomme!

6 kommentarer:

  1. Smuk opskrift på alle måder, lige før jeg må gøre alvor af at prøve dem, da jeg også juicer rødbeder

    SvarSlet
    Svar
    1. Bruger du mon rødbedepulpen til andre ting?

      Slet
  2. Lyder lækkert. Har af mystiske årsager ikke spist så meget rødbede i år. Det er da sært.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du må op på rødbederne… de er så goe og farver lige efter din smag ;)

      Slet
  3. Ser lækkert ud, som altid herinde - tøsebøffer!

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig Anne. TØSE-bøffer Barbie-style. TAK :)

      Slet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...