onsdag den 9. juli 2014

HYLDEBLOMST-SNAPS: Lav din egen sommersnaps med hyldeblomstsmag

Haps haps haps - nu skal vi ha snaaaaaps! Eller ihvertfald lave snaps. Med smukke og søde hyldeblomster. Det er faktisk ret nemt at smagsætte sin egen snaps og selvom jeg ikke er den største snapsedrikker, så kan jeg faktisk godt lide smagen af den her udgave. Det er virkelig også sidste chance for at brygge årets sommersnaps for hyldeblomsterne er snart afblomstret. Du får alligevel opskriften nu - om ikke andet så til næste års brygning. 

Du skal bruge:
(til 1 l)
4 store hyldeblomstskærme
1 flaske klar snaps f.eks. Brøndum
1 spsk honning
Evt. 1 skive øko-citron

Sådan gør du:
Gør hyldeblomstskærmene rene og klip de største stilke fra. Kom blomsterne i et rent patentlågsglas sammen med honning og citron. Hæld snapsen over så blomsterne er helt dækkede, luk låget og lad trække i et mørkt skab i en uge. Herefter filtrerer du blomsterne fra snapsen og hælder det i et andet, rengjort glas eller flaske med låg. Lad stå i ca. 2 uger inden du nyder din sommersnaps iskold til en god sildemad. SKÅL!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...