mandag den 1. september 2014

SYLTET CHILI: Hjemmesyltede jalapenos - et stærkt kick fra det Mexicanske køkken!

Den anden dag på arbejdet fik jeg en masse forskellige, friske chilier. Der findes jo mere end 150 forskellige sorter, men de fleste er seriøst for stærke for mine smagsløg. Vidste du, at den stærkereaktion man får i munden af chili slet ikke er en smag, men en smertefornemmelse? Det er stoffet capsaicin som giver den brændende fornemmelse, som måles på en styrkescala kaldet Scoville. Nu er jeg personligt INGEN Chili Klaus, men jeg kan godt lide et lille kick på smagsløgene når jeg spiser asiatisk eller mexicansk mad. Sådan i moderate mængder, der ikke lammer munden. Det er nemlig på det niveau disse syltede chilier kan spises som tilbehør f.eks. til Carnitas, burritos, tacos eller på toppen af chili con carne samt langtidskogt Texas Chili. Og opskriften er SÅ nemt. Prøv selv:

Du skal bruge:
200 g friske chili f.eks. grønne Jalapenos eller røde cayenne chili
2 fed hvidløg
Lage:
2 dl lagereddike
1 laurbærblad
2 dl vand
1 spsk sorte peberkorn
2 spsk rørsukker
1 spsk salt

Sådan gør du:
Skyl chilierne inden du snitter dem i skiver af ca. 1/2 cm - du behøver ikke fjerne kernerne. Kom chili-skiverne i et pænt glas mens du koger lagen af de øvrige ingredienser; lagereddike, vand, hvidløg. laurbærblad, peberkorn, rørsukker og salt. Lad lagen simre et par minutter inden du hælder den kogende lage over chilierne i glasset. Lad afkøle på køkkenbordet et par timer inden du sætter låget på. Opbevares på køl og spises inden for en måneds tid. Velbekomme!

2 kommentarer:

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...