mandag den 20. oktober 2014

2 x HOT SAUCE: Hjemmelavet Chili-sauce Hillbilly Style med et stærkt kick efter smag

Egentlig er jeg ikke specielt god til alt for chili-stærkt mad, men jeg kan ret godt lide selv at styre styrken f.eks. ved at tilføre et par dråber chilisauce på min mad - så får smagsløgene et lille kick uden at de bliver væltet om kuld. Jeg er ret fascineret af dem, der bare kan hapse frisk chili uden at blive alt for presset, men det handler vel både om øvelse og tilvænning. Nu har jeg bikset min egen chili hot sauce sammen i to forskellige versioner - den ene mere stærk end den anden. Vælg mellem den ekstrastærke med Habanero-chili eller den knap-så-stærke-men-stadig-ret-hot med Rawit (pirripirri) chili og  grøn jalapeno. Til æggekage, burritos, chili con carne, supper, asiatiske wokretter eller en topping på pizzaen.

Du skal bruge:
(til 2 små flasker hot sauce)
2 fed hakket hvidløg
1 hakket rødløg
1 dl rørsukker
2 dl lagereddike
1 rød snackpeber i tern
1 dl vand
1 dl tomatpure
Salt/peber
1 spsk olivenolie

Chili-styrke efter præference;
HABANERO HOT HOT HOT
2 røde habanero-chili
2 Rawit
1 grøn jalapeno
eller

JALAPENO & RAWIT HOT HOT
2 alm røde chili
1 lille, Rawit eller anden stærk chili
1 grøn jalapeno

Sådan gør du:
Snit chili fint (husk at bruge handsker), hak løg, snackpeber og hvidløg. Kom olie i en gryde og svits alle grøntsagerne kort. Tilsæt så tomatpure, vand, eddike og sukker samt lidt salt og peber. Lad det hele simre i 15 - 20 min under omrøring. Kom saucen i en skål og blend til du har en jævn masse. Hældes på skolde (evt. atamon eller snaps-skyllede) flasker. Sæt låget på mens saucen er varm, men vendt med at sætte i køleskabet til flaskerne er helt afkølede. Holder ca. 3-4 uger i køleskabet. God fornøjelse!

1 kommentar:

  1. Sikke dejlige hotte sager du har haft gang i, det har jeg aldrig selv prøvet at lave. Hjemmegjort smager bedst:-)

    jeg vil spørge dig om du vil være med til at støtte Danske Bloggers indsamling til Knæk Cancer, du kan læse herom på min blog, tryk på mit navn eller følg dette link:
    http://mariahoffbeck.blogspot.dk/2014/10/knk-cancer-danmark-rundt-nu.html

    Håber at høre fra dig da Knæk Cancer kører landet rundt for tiden.
    Hilsner fra Maria med "En verden af kunst"

    SvarSlet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...