onsdag den 31. december 2014

FLASH BACK: Brændstof i 2014 - glimt fra året gik

I januar blev der både juicet, fastet og bagt med surdej her på bloggen. Og så blev jeg meget glad og overrasket over, at min blog var nævnt i Julia Lahme's inspirerende bog, Blogbogen.
I februar var højdepunktet en weekendtur til Stockholm hvor M og jeg spiste, drak og nød byens fantastiske kaffebarer, spisesteder og festlige drinks. En af mine svenske kollegaer udgav en Mexicansk kogebog, Taco Mexican Style, og jeg var med til release-festen.
I marts lavede jeg både en sund chokolade-milkshake, spiste french toast og sagde mit job op på Santa Maria, da vi havde besluttet at flytte tilbage til Danmark efter 2 år i Göteborg. 

I april var der påskestemning på bloggen med hjemmelavet hønsesalat, laksetærte og citronfromage. Samtidig sagde jeg farvel til mine søde, svenske veninder og pakkede mit svenske liv i flyttekasser, mens vi ledte efter bolig og job i Danmark.

I maj blev bylejlighed i Göteborg udskiftet med rækkehus på landet nord for Aarhus. Vindues-farmen blev til højbede med masser af økologiske krydderurter og rabarber i haven. Mellem jobsamtaler, flyttekasser og en masse flytteadministrationsbøvl fik jeg fejret fødselsdag, grillet en masse og smag på byens spiseoplevelser i Aarhus.

Juni bød på dansk sommermad når det er allerbedst: krabbeklør, hyldeblomster, friske ærter og jordbær. Vi var til Hjortshøj Festival i AiH, kørte på motorcykel ud i det blå og jeg startede på mit nye job som Brand Manager for Earth Control hos System Frugt i Tilst. 
Juli rimede på spontante badeture, dansk kromad og sommerhustur til Blokhus. Der var høj sol, røde bær og masser af lyse sommeraftener med gang i grillen.


I august blev der syltet en masse i Brændstof-køkkenet, men der var heldigvis også plads til festlige drinks og hjemmelavet Tex Mex-mad som f.eks. langtidskogt Carnitas. 


Højdepunkterne i september var Food Festivallen på Tangkrogen i Aarhus og Kaffeskolen på Sigfreds Kaffebar. Masser af ny inspiration og fuldt fokus på det jeg elsker allermest: MAD og gode spiseoplevelser. 

I oktober havde jeg fornøjelsen af den helt store gourmetoplevelse på Restaurant Frederikshøj hvor Wassim Hallal fik smagsløgene på en magisk rejse. Tilbage med begge ben i den nordjyske muld plukkede jeg også æbler med mine 2 nevøer og Mor Bente på den hyggeligste æbleplantage, Frugthaven, i St. Brøndum.

November blev en meget stille måned på bloggen. Med efterårets mørke og et krævende arbejde, så blev det mest til de nemme måltidsløsninger og te. Vi spise fransk morgenmad på TGV-café i Aarhus og jeg overgav aftensmadskrisen til Aarstidernes måltidskasser i mangel på tid og motivation. Heldigvis blev der også tid til en weekendtur til Hamburg i selskab af min søde mor og søster (mini-guide til byen følger. Jeg lover!)

Blog-stilheden fortsatte ind i December trods et ihærdigt forsøg på at snige lidt julestemning ind i form af æbleskiver, gløgg og hjemmelavet konfekt. December bød på smørrebrød, high tea, klassisk julemad og gode madgaver. 

4 kommentarer:

  1. Jeg hepper på Hamburg mini guide. Vil så gerne besøge byen. Tak for dine glimt i år Marian.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den skal jeg få strikket sammen hurtigst muligt Malene. Jeg vil også meget gerne tilbage til Hamburg - engang, hvor der er lidt varmere og måske sol på byen. Godt nytår til dig også :)

      Slet
  2. Saknar dig här i Götet.. Gott nytt år! Kram från Emma

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Vännen - jag saknar också dig och stan. Måste komma och hälsa på redan i våren. Kram på dig och gott nytt år :)

      Slet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...