mandag den 22. juni 2015

SOMMER-MUFFINS: Skønne, bløde muffins med honning-glaserede ferskner, vanilje og citronskal

Jeg har fået et crush på sæsonens søde og saftige ferskner. Det kom ca. sammen med "Mit Cowgirl Køkken" af Louisa Lorang flyttede ind på kogebogshylden. Den skønne Tex Mex kogebog har nemlig et helt afsnit næsten kun med dejlige fersken-opskrifter. Hurra! Måske er det en graviditetssvaghed, men jeg er ihvertfald blevet ret vild med de små, farverige stenfrugter, der siden er blevet nydt som morgenmadstopping, i marmelade og så i de her sommermuffins, der smager fuldstændig fantastisk - også selvom det regner. De er bløde, søde og helt rigtige på alle måder. Opskriften er Louisa Lorang's og findes i ovennævnte opskriftsbog, men jeg bliver virkelig lige nødt til at dele den her - dog med mindre modifikationer - fordi du bare MÅ smage de skønne, bløde muffins med søde ferskner!

Du skal bruge:
(ca 12 stk.)
100 g blødt smør
175 g sukker
2 små æg
1-2 tsk fintrevet, økologisk citronskal
200 g hvedemel
1/2 tsk natron
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver
200 g creme fraiche 38 %
12 muffinsforme

Topping:
2 spsk smør
2 spsk honning
3 ferskner

Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 170 grader. Start med at forberede toppingen ved at skære fersknerne i skiver og fjerne stenen. Varm smør og honning op i en pande til det simrer/bobler uden det bliver mørkt. Tilsæt så ferskenskiverne og lad dem simre med i 1-2 min. til de er fint glaseret. Tag panden af varmen og afkøl. Pisk smør og sukker luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen mens du pisker. Tilsæt så citronskal. Bland mel, bagepulver, vaniljepulver, salt og natron - tilsæt blandingen i æggemassen lidt ad gangen. Til sidst vender du cremefraichen i og rører dejen godt sammen. Fordel dejen i muffinforme, men fyld kun 2/3 dele op. Læg 2-3 skiver af de honning-smørglaserede ferskner på toppen af hver muffin. Fordel også lagen over dine muffins. Bages i en forvarmet ovn ved 170 grader i ca. 25 min. til de er gylde. Serveres lune og kan bestemt sagtens tåle en kugle god vaniljeis på sidelinjen. God fornøjelse! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...