onsdag den 7. oktober 2015

FULDKORNSBRØD: Koldthævede fuldkornsboller med trekornsflager og ølandshvede


I weekenden synes jeg især det er dejligt at bage brød så vi f.eks. får det friskbagt lørdag morgen og har lidt til fryseren. Det nemmeste er at bage koldthævet hvor dejen bare røres sammen dagen inden og så stilles i køleskabet til næste morgen. På den måde slipper du for mel og dej i hele køkkenet. Faktisk er koldthævet så nemt, at det måske burde komme mere på hverdagsmorgenbordet også… Et godt tip er i øvrigt at lade bagepladen opvarmes sammen med ovnen, så du trækker bollerne ind på den varme bageplade. Det giver en god skorpe på brødet. Du kan variere flagerne i opskriften, men jeg er ret vild med trekornsflagerne fra Urtekram, der både byder på enkorn og hyben.  

Du skal bruge:
(ca 10 boller)
10 g gær
6 dl koldt vand
2 spsk olivenolie
1 tsk honning
250 g hvedemel
250 g ølandshvedemel
1/2 tsk salt

Sådan gør du:
Opløs gær i vandet og tilsæt salt, olie og honning. Herefter flagerne og melet - lidt efter lidt - mens du rører grundigt til dejen er jævn og fin. Gerne 5-10 min på røremaskinen. Dejen er meget blød, men det er helt fint. Lad hæve under et vådt klæde i køleskabet til dagen efter - eller minimum 8 timer. Tag dejen ud af køleskabet og opvarm ovnen til 250 grader sammen med bagepladen. Klat bollerne ud på bagepapir med afstand imellem da de flyder en anelse ud. Tag den varme bageplade ud af ovnen og træk bollerne over på pladen. Skru ned til 200 grader og bag dem i 15-20 min. God Morgen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...