tirsdag den 9. februar 2016

BLOG-INTERVIEW: 10 spørgsmål til en veganer



Min søde veninde Anja Dalby er veganer. Det synes jeg er vildt interessant og inspirerende på mange måder fordi jeg ikke selv kunne forestille mig at undvære kød, mælk eller æg i min kost. For mig er det naturligt. Men jeg er nysgerrig på den veganske livsstil som i stigende grad er blevet moderne - og som egentlig handler om meget andet end bare mad f.eks. også mode. Udover at være veganer, blogger og stor personlig inspirator, så har Anja også lavet en inspirerende guide til øko-tøj som du skal læse her: Organic Clothing Guide .


Anja Dalbys billede.

1. Hvad betyder det, at være veganer?
At være veganer, betyder at man undgår at spise eller bruge noget, som enten er eller har været del af et andet levende væsen.

2. Hvad er din personlige motivation for at leve vegansk?
Min egen motivation, kommer af at jeg har det meget svært med at slå dyr ihjel. I rigtig mange år var jeg vegetar fordi jeg ikke kunne spise kød, indtil det gik op for mig, at kalve og hanekyllinger bliver set som et biprodukt i mælke og ægge-produktionen og derfor bliver de ofte bare destrueret. At noget levende, kan blive set som et biprodukt af en produktion, her mælk og æg, havde jeg det rigtig svært med, så derfor blev jeg veganer.

3. Går du på kompromis med livstilen?
Jeg tror ikke jeg gør det i forhold til kosten, jeg prøver at være meget opmærksom på hvad jeg spiser og hvis jeg er i tvivl, så springer jeg altid over. Men jeg køber uldsweatre i genbrugser. Det er jeg ikke sikker på at andre veganere gør, så måske går jeg på kompromis der.

4. Hvor finder du viden, information og inspiration?

Det kan virkelig anbefales at følge Mad med Medfølelse på Facebook og Instagram. Det er Danmarks veganske forening. De deler tips og opskrifter dagligt og er en stor inspiration. De deler ikke frygtelige slagteri og kødproduktionsbilleder, som jeg slet ikke har en stærk nok mave til at se, så Mad med Medfølelse kan jeg virkelig anbefale.


5. Hvilke brands eller produkter bruger du mest i din hverdag?
Jeg køber økologisk mad og stort set også alt andet jeg køber, tøj, make-up og den slags er økologisk. Det er et ret godt dogme at have, vegansk og økologisk/miljøvenligt, det gør det ret svært at impulskøbe tossede ting så. Jeg har altid linser og bønner i skabene. Mange krydderier og tahin. Men ellers er mine køkkenskabe nok ret kedelige. Mit køleskab er tilgengæld altid proppet med grøntsager. Tænk sig, det tror jeg er min guilty pleasure, jeg har ret svært ved at lade være med at købe lækre øko grøntsager hvis jeg ser dem.

6. Hvad gør du hvis du er på farten eller skal spise ude fx på café eller hos venner?
Her midt i Aarhus hvor jeg bor, er det ret nemt at finde noget vegansk fast food at spise, der er altid en rullefalafel tæt på. Hvis jeg skal ud at spise, så vil jeg meget gerne på verdens bedste (veganske) café, Mikuna, som vi er så heldige at have her i Aarhus. Og hvis jeg skal mødes med andre på andre spisesteder, hvor udvalget af vegansk mad ikke er så stort, så er køkkenet altid sød til at lave noget. De fleste steder ved godt hvad det vil sige at være veganer og ellers er det rimeligt nemt at forklare. Jeg tjekker nogle gange lige med mine venner om de er ved at gå i panik over at jeg kommer, hvis de er det, så tager jeg selv noget mad med. Den slags generer mig ikke. Nogle gange glipper det fuldstændig og jeg bliver inviteret på en stor kødgryderet, så jeg tager mig bare en kop te eller spiser lidt ris.


7. Hvad er den største udfordring ved den veganske livsstil?
Det mærkes ikke rigtig som om der er nogle udfordringer. Jeg synes faktisk det er ret nemt. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at det er det rigtige for mig at spise vegansk/være veganer. For mig er det den venligste måde at være på, her på Jorden. Det er den måde jeg kan agere på, som er mindst skadelig for planeten, min krop og for dyrene. Det er total optur at være veganer, ikke på sådan en selvfed ”se mig, jeg er en hellige veganer” måde, men fordi jeg bare bliver glad af det. Min krop har det rigtig godt, jeg har vildt meget energi, jeg føler mig vågen på en helt anden måde end før, hvor jeg altså drak komælk og spiste æg. Jeg har hørt flere beskrive, at det er som om de bare generelt føler sig som mere empatiske mennesker, ikke kun overfor dyr, også overfor mennesker. Det er en anden måde at sige på, at det altså føles som om ens hjerte bliver større. Det lyder måske tosset, men jeg kender så mange som har det på den måde, efter de har valgt at blive veganere. 
Hver gang jeg drak komælk eller spiste æg, var jeg nødt til at lyve overfor mig selv. På den måde at jeg løj og sagde, at det i det mindste er økologisk, men produktionen af mælk og æg er præcis den samme, om det er øko eller ej. Der er stadigvæk rigtig mange dyr som mister livet i den produktion. Alle de høns og køer som er fanget til at give mælk og æg, de kunne nok også godt forestille sig et andet og sjovere liv end det de er en del af nu. Da jeg så min løgn i øjnene, blev jeg veganer og det er som om at jeg så er mindre bange for alle de andre løgne som jeg fortæller mig selv og bliver fortalt. På en måde tror jeg vi bliver en lille smule hårde indeni, når vi er nødt til at lyve overfor os selv, for at opretholde en livsstil. Jeg tror ikke det er sundt for sjælen. Selvom det kan være barsk at se tingene i øjnene, så tror jeg det er bedre at se det og mærke det og så agere ud fra det vi mærker. Og det er jo meget forskelligt fra menneske til menneske, hvordan tingene mærkes. I mig mærkes kød, mælke og æggeproduktionen ikke som noget jeg kunne blive ved med at støtte via min kost.


8. Hvilke reaktioner får du fra omverdenen på dit veganske valg?
Det er klart at jeg har måtte forklare rigtig mange mennesker hvad det vil sige at spise vegansk. Det gør mig ikke noget. Når folk spørger, vil jeg gerne fortælle. Det er jo en rimelig nem livsstil at forklare, nogle mennesker kan godt opleve det som et angreb på dem selv, at andre lever anderledes end de selv gør. Det er naturligvis helt okay, at de reagerer som de gør, det handler jo bare om noget i dem, så det er ret nemt at lade det ligge. De allerallerfleste er åbne og meget interesserede i hvad det vil sige at spise vegansk. Lige for tiden kommer der også så mange nye tilkendegivelser, fra fx forskere i etik, som mener at om ikke særlig mange år, så vil vi se på den måde som vi holder dyr på nu, med foragt og væmmelse. På samme måde som vi i dag ser tilbage på slaveri, koncentrationslejre o.s.v. Det åbner op for nogle helt andre snakke med mennesker, at den måde vi holder dyr på i dag, bliver synliggjort og italesat i det almindelige rum vi færdes i. Normalt er det jo en ret skjult produktion, som man selv aktivt skal opsøge viden om, for at kunne gennemskue. Sådan er det ikke så meget mere.

9. Hvad er dine bedste tip til andre, der evt. vil leve vegansk?
Vær glad og stolt af dit valg og af at du kan mærke at det måske ikke er rigtigt for dig at spise kød, komælk og æg. Fortæl åbent om det til din omverden, også selvom du måske er superintrovert og ikke gider den opmærksomhed der følger med dit valg, som jo altså automatisk gør at du kommer til at skille dig ud. Jeg har siddet som midtpunkt i rigtig mange selskaber og måtte fortælle hvorfor min mad så anderledes ud. Nu er jeg begyndt at melde ud, at det ikke føles superfedt at være centrum på den måde, om der måske er nogle andre der vil starte med at fortælle hvorfor de spiser dyr, mælk og æg? På den måde undgår man at sidde og mumle noget helt vildt radikalt ned i sin tallerken, fordi man bliver så nervøs, (jeg blev engang så usikker i et stort selskab, at jeg nærmest råbte ”Jeg kan bare ikke lide at spise LIG!” det skabte en ret dårlig stemning bagefter.)

Jeg tror det sværeste ved at blive veganer, er at man er bange for omverdenens mening om valget. For det første skal det helst ikke holde os fra noget som helst, at vi er bange for hvad andre tænker og mener, for det andet, så er omverdenen altså slet ikke så slem, de fleste er som sagt ret interesserede i hvorfor det veganske valg bliver taget og hvad det betyder. Det er en rigtig god idé at læse Lone Vitus (Lone Landmands) bog ”Mad vs Fødevarer”, den er helt fantastisk, nede på jorden og giver rigtig godt brændstof til at holde ved det veganske valg. Du kan også bare sige at du spiser plantebaseret, det reagerer ingen mennesker på, da det lyder som noget man gør ud af sundhed. Ordet veganer, bærer præg af at der tanker om etik involveret, det kan utroligt nok godt provokere nogle, så kan det være godt at have ordet plantebaseret i baghånden, hvis man ikke lige orker at skulle til at forsvare en hel masse.


10. Hvad er dine veganske livretter?
Altså jeg kan jo bare godt lide grøntsager. Så jeg køber dem jeg synes ser lækre ud og laver dem. Det er ofte meget simpel mad jeg spiser. Bagte hokaidoer, selleri, kartofler, pestoer af grønkål eller persille, ris med stegte løg eller svampe. En linsesuppe eller sådan noget. Lige for tiden laver og spiser jeg rigtig meget sauerkraut, men jeg er åben for at det kan være en dille. Det håber resten af familien vist. Når vi har mange børn i lejligheden, så køber vi nogle gange produkterne fra Oumph! Og Astrid og Aberne. De fås i både Brugsen og Føtex og er lavet som en slags kød efterligninger. Det fungerer rigtig fint og smager godt, børnene får noget andet end dahl og alle er glade. Forleden lavede min kæreste bagte kartofler i ovnen. Da de var færdige, blev de fyldet skrabet ud af skallen og most sammen med lidt soyafløde, salt, peber, muskatnød, finhakket forårsløg og så blev der blandet en lille smule af Astrid og Abernes ”Jeezly” ost i. Fyldet kom i skallerne igen og der blev revet mere Jeezly over dem og de kom i ovnen, til osten havde fået farve. Ved siden af fik vi coleslaw, fintskåret hvidkål, revne gulerødder, lidt finthakket løg, hakket persille, blandet med en lille smule Astrid og Abernes majonæse. Det var rigtig dejlig mad og sådan vi nok typisk spiser. Vi tager udgangspunkt i grøntsagerne og laver dem, alt andet vi spiser er faktisk tilbehør til grøntsagerne. Hvis man ville bygge det måltid mere traditionelt op, men stadig vegansk, så kan man servere nogle falafler, tofu eller andet ved siden af.

PS. Oreos og Ritter Sport Marzipan er vegansk. Så det er altså stadigvæk muligt at spise noget total underlødigt hvis der er brug for det engang i mellem.

5 kommentarer:

  1. Hvor var det dejligt at læse :) Tak for at bringe denne samtale- synes det er skønt at blive klogere på mennesker og de valg de tager i deres liv og med deres tilværelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Skønt Miri - det kan da være jeg skal starte en ny blog-serie med små interviews med interessante mennesker og livsstile….

      Slet
    2. Det synes jeg lyder som en rigtig god ide :)

      Slet

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...