onsdag den 27. april 2016

SURDEJSBRØD: Nemt og lækkert surdejsbrød med hvede og grahamsmel


Her i weekenden blev vi grebet af stemningen og smuttede til bageren lørdag morgen efter brød. Det gør vi ellers aldrig fordi det sjældent er godt. Jeg er bare ikke rundstyks-typen. Og vi blev da også totalt skuffet! Hvorfor er bagerbrød bare som tom luft med en tør skorpe? Jeg klaskede derfor denne dej sammen og lod den koldhæve natten over, så vi søndag morgen kunne nyde ORDENTLIGT brød på morgenbordet. Det er faktisk ikke bøvlet at bage brød, hvis du bare har en røremaskine og så lader det langtidshæve. Det er jeg fan af på alle måder. Her kommer opskriften på en nemt og lækkert surdejsbrød med hvede og grahamsmel. Og slut prut med bagerbrød!

Du skal bruge:
4 dl koldt vand
15 g gær
1 dl surdej
500 g hvedemel
200 g grahamshvedemel
10 g flagesalt

Sådan gør du: 
Kom vand, surdej og gær i en skål og rør til gæren er opløst. Tilsæt mel og rør grundigt. Bruger du røremaskine så lad den endelig køre i 5 min på lav hastighed. Tilsæt så salt og rør hurtigere et par minutter. Dejen skal være blød, jævn og en smule "flydende". Sæt i køleskabet i minimum 12 timer og lad gerne koldhæve gerne natten over under et fugtigt viskestykke. Dagen efter tager du skålen ud af køleskabet. Lad gerne efterhæve i skålen på køkkenbordet et par timer hvis du har tid - og ellers fungerer det også udemærket at bage det lige fra køleskabet.  Opvarm ovnen til 250 grader og lad en bageplade eller bagesten blive varmet op samtidig. Klat dejen ud til boller eller et langt brød på bagepapir og drys evt lidt ekstra flagesalt på toppen. Undgå at røre for meget i dejen. Træk bagepapiret over på den varme bageplade og bag i ca. 15-20 min til brødet har en gylden skorpe. GOD MORGEN!

PS. hvis du ikke har en surdej, men gerne vil igang - så læs her hvordan du får startet en boblende, glad surdej til dit brød.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

TAK for din kommentar - den varmer! KH Marian

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...