tirsdag den 21. februar 2017

SPIDSKÅLSALAT: Nem salat med dild, ristede solsikkekerner, forårsløg og en let yoghurtdressing

Spidskål er både sprød og saftig. Jeg er fan fordi det smager vidunderligt råt i en spidskålssalat, men også lynwokket eller dampet gør det sig fremragende. Den her spidskålssalat er et evigt hit som en fyldig frokost eller som tilbehør til kød, fisk og gerne på en forårsgrillaften. Den tager ingen tid at tilberede så du har lynhurtigt maden klar.

Du skal bruge:

1 spidskålshoved snittet i fine strimler (evt på mandolinjern)
1 dl friskklippet dild
1 finthakket forårsløg
3-4 spsk solsikkekerner
Friskpresset citronsaft
1 dl yoghurt natural eller creme fraiche
1/2 tsk urtesalt f.eks. Herbamare
Lidt olivenolie
Lidt alm. salt

Sådan gør du:
Start med at riste solsikkekernerne i lidt olivenolie ved høj varme til de er gyldne. Tilsæt salt, sluk varmen og lad dem hvile på panden (men pas på de ikke brænder på). Bland den fintsnittede spidskål med frisk dild og det finthakkede forårsløg. I en skål blander du yoghurt med friskpresset citronsaft og urtesalt. Bland dressingen med spidskålssalaten og kom tilsidst de ristede solsikkekerner i salaten. Velbekomme!

fredag den 3. februar 2017

AFTENSMAD: Folie-bøffer med hvidløg. Toppet med cherrytomater, feta og peberfrugt

Måske lavede din mor også folie-bøffer når I fik gæster derhjemme i 90erne? Det gjorde min Mor Bente i hvert fald. Og jeg tror endda hun brugte opskriften fra "God Mad, Let at Lave". Men jeg indrømmer gerne at jeg senere har taget bøf-i-folie-konceptet til mig da det er ægte comfort food, som både kan varieres efter årstid og tilberedes i ovn, på bål eller grill. Vi spiser ristede kartofler til og en god salat f.eks. denne simple spinatsalat. Her kommer opskriften på min egen version af folie-bøffer anno 2017, som ofte er på vores madplan (eller grill om sommeren): 

Du skal bruge:
(ca 8 bøffer)
500 g hakket oksekød
1 fed fintrevet hvidløg
1 lille revet løg
1 tsk oregano
1 tsk basilikum
1/2 løg skåret i ringe
1 håndfuld cherrytomater i halve
1/2 rød peberfrugt i skiver
250 g feta i små stykker, gerne gedefeta
Salt/Peber

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader. Bland oksekød med fintrevet hvidløg og løg samt oregano, basilikum, salt og peber. Form til bøffer, som placeres på foliestykker (ca 20 x 20 cm). Fordel løgringe, rød peberfrugt, cherrytomater og feta ovenpå bøfferne og klem folien sammen i toppen. Sæt dem på bagepladen og steg dem i den forvarmede ovn i 25-30 min. 

PS. selv madbillederne her har et 90er agtigt look. Men det er svært at få disse bøffer fotogene. Jeg lover, at de smager bedre end de ser ud! Velbekomme!

mandag den 30. januar 2017

SUPPETID: Rødbedesuppe med røde linser og friskpresset lime (a la Karolines Køkken)

Frostkolde dage rimer på lune, mættende supper. Som denne rødbedesuppe, der findes i Alle tiders Karoline-kogebogen fra Karolines Køkken. Men jeg har tilladt mig at modificere opskriften en smule. Rødbedesuppen er fyldig, farverig og helt vegetarisk. Helt perfekt til de her kolde januar-dage. 

Du skal bruge:
(4 pers)
1 spsk god øko-smør
375 g rødbeder, skrællede og skåret i skiver
150 g gulerødder, skrællet og skåret i skiver
2 fed finthakket hvidløg
75 g røde splitlinser
4 spsk friskpresset limesaft (og evt. lidt skræl hvis du finder en øko-lime)
1 l vand
1 spsk Herbamare Urteboullion
Salt & Peber
Evt.
Creme Fraiche til at toppe med
Groft brød

Sådan gør du:
Smelt smøret i en mellemstor gryde. Tilsæt så rødbeder, gulerødder og hvidløg. Svits i et par minutter før du tilsætter de røde splitlinser. Rør grundigt inden du tilsætter vand og urteboullion. Kog ved svag varme i ca. 20 min. Når grøntsagerne er blevet bløde blender du hele molevitten til en cremet, jævn suppe. Smag til med friskpresset limesaft, salt og peber. Varm den blendede suppe op igen inden du serverer den brandvarm med groft brød og lidt creme fraiche på toppen! Velbekomme! 

lørdag den 3. december 2016

SUNDE JULEGODTER: Chokolade-toppe med poppet quinoa, kakaonips og kokos (uden gluten)


Husker du også cornflakes kagerne fra din barndom? Altså dem hvor knuste cornflakes vendes med masser af smør, chokolade og rosiner. Jeg har lavet en nyfortolkning, som jeg tillader mig at kalde sunde til trods for, at den mørke chokolade har en hovedrolle. Til gengæld er de glutenfri, uden smør og andet tilsat sukker end det, der er i selve chokoladen. I min verden er det en opskrift på lidt sundere julegodter. Cornflaksene har jeg byttet ud med poppet økologisk quinoa (findes i helsekost) og glutenfri havregryn. Hvis du vil lave en "rocky road" variation, så tilsætter du bare små stykker skumfiduser i den tørre del af ingrediensblandingen. 

Du skal bruge:
(til 15 små toppe) 
1 dl poppede quinoa /quinoa-puffar 
60 g havregryn (evt. glutenfri)
3 spsk revet kokosmel 
1 spsk kakaonips
2 spsk kokosolie
100 g mørk chokolade

Sådan gør du:
Rør de tørre ingredienser sammen i en skål - quinoa, havregryn, revet kokosmel og nips. Lav et vandbad og smelt chokoladen langsomt. Tilsæt kokosolien til sidst. Når chokolade- og kokosolien er blevet helt flydende blander du de tørre ingredienser ned i chokolademikset. Fordel hele molevitten godt og grundigt. Herefter fordeler du chokoladeblandingen i papirmuffinsforme - ca 1 spsk per form. Sæt i køleskabet 30-60 minutter til chokolade-toppene er afkøles. Obevar i en lufttætbeholder - gerne i køleskabet, men fryseren kan også anvendes. God fornøjelse. 

mandag den 17. oktober 2016

ÆBLE-TID: Fem favoritopskrifter med sæsonens lækre æbler - fra kage og muffins til juice og grød

Det dejligste ved sensommeren er helt klart, at det er sæson for danske æbler. Jeg kan klart anbefale at tage ud forbi en lokal æbleplantage for at høste dine egne æbler - i Nordjylland er Frugthaven i St. Brøndum et af de hyggeligste steder. Læs mere her. Næste step er så at forvandle de nyplukkede æbler til spiselige lækkerier - hvis altså ikke du foretrækker at spise dem friske og uden dikkedarer. Her kommer fem favoritopskrifter med sæsonens æbler:



//1 Nem æblekage med vanilje
Den her kage bager jeg ofte fordi den er nem og ikke proppet med smør. Der er selvfølgelig sukker i så det er ikke en sundheds-kage, men måske en du kan nyde med lidt bedre samvittighed. Og smagen - haps!


//2 Æble-juice og ingefær-shots
Æbler er smags-buddies med ingefær. De to smager virkelig dejligt sammen. Nu hvor efterårs-snuen også banker på døren, så kan jeg klart anbefale dig at lave ingefær-shots og nyde dem sammen med friskpresset æblejuice. Og hvis du er typen, der har et æbletræ derhjemme - så lav en masse æblemost og frys det ned.



//3 Æble-tærte med glutenfri smuldredej
Den er opskrift er fra Madbloggerudfordringen - og måske den bedste, glutenfri smuldredej jeg kender. Min opskrift er inspireret af den glutenfri smuldredejskage fra bloggen Sund Mums. En lækker klassiker i glutenfri klæder.


//4 Muffins med æbler
Hvis jeg skal bage noget let og hurtigt, så bliver det ofte muffins. Æbler er ret gode i muffins fordi de giver sødme og blødhed. Server dem som de er til en god kop kaffe eller nyd dem med lidt is eller creme fraiche ved siden af.



//5 Morgengrød med æbler og kanel på toppen
Æbler og kanel er også et par klassiske smagsmakkere! Jeg elsker dem i kombination når de sammen er topping på min morgengrød. Den her opskrift er en sund, glutenfri version kogt på mandelmel, kokos og chiafrø - men toppingen er også perfekt til den almindelige havregrød. Om du skærer æblerne i tern eller river dem er hip som hap - smagen er himmelsk. Prøv selv!

torsdag den 8. september 2016

MERE STREET FOOD: Besøg det nye Street Food Market i Aarhus - bao buns, curry og bahn mí!

Lige ved rutebilsstationen i Aarhus er der nu endelig åbent et permanent street food marked - nemlig Aarhus Street Food. Her kan du nyde alt fra drinks, vin og øl til lækre Bao Buns, pizza slices, tacos, fish n chips eller Bahn Mí Sandwiches. Det nye street food market er indrettet så der er masser af borde og siddepladser ligesom hele madhallen er overdækket. Og så er der højstole til de midste. Vi var forbi en søndag aften til aftensmad og fik både smagt Bao Buns, Red Curry fra Tuk Tuk Thaimad, Bahn MÍ sandwich med citrongræs-kylling og pandekager til dessert med sukker (vi var 3, som delte). Jeg er allermest begejstret for de lækre Bao Buns! Uhmnnn… Aarhus Street Food er ret populært og der er både kamp om pladser og kø til spisestederne. Selvom det er street food er det heller ikke just billigt - i gennemsnit koster retterne 60 kr uanset om det er en sandwich eller en thairet. Ikke desto mindre er Aarhus Street Food klart et besøg værd - og det er bestemt heller ikke sidste gang vi fiser der forbi for at spise god mad!

Aarhus Street Food har åbent hver dag. Adressen er Ny Banegaardsgade 46, 8000 Aarhus C

lørdag den 3. september 2016

MERE GRØNT: Ny kogebog for begyndere med fokus på det grønne - helt uden køkkenpanik!

Nu er der kommet en efterfølger til Linn Grubbström's skønne kogebog: MAD FOR BEGYNDERE - denne gang med fokus på mere grønt! Måske kender du Linn fra bloggen Frk Kræsen? Den første bog er blevet flittigt brugt herhjemme til at finde på nye retter til vores ugentlige madplan. Især har M været rigtigt glad for trin-for-trin billederne, der gør bogen virkelig brugervenlig. Den samme fine fotostil går igen i Mad for Begyndere - mere grønt, der netop er udgivet af samvirke. Der er 63 nye opskrifter, der hjælper dig til at forvandle grøntsagsafdelingens mysterier til almindelig, dejlig hverdagsmad. Bogen er årstidsopdelt så du let kan tage udgangspunkt i sæsonens grønne sager. Lad dig friste af alt fra supper og salater til syltede rødløg og cheese cake…uden køkkenpanik for Linn guider dig igennem alle opskrifterne trin-for-trin.  Og jeg vil igen slå et slag for, at den her bog er perfekt til alle, der gerne vil igang med at lave mere hjemmelavet mad men som ikke er hjemvant blandt gryder, kål eller andet køkkengrej. 

Mad for Begyndere - mere grønt er udgivet af samvirke d. 25/8 og koster 169 kr i vejl. udsalgspris. Du kan f.eks. købe den her.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...